Ådalskolen d. 16. april 2008
Kære forældre og andre interesserede
    Hjertelig velkommen til Ådalskolens forårskoncert. Skolen, lærerne og eleverne gør, hvad vi kan for at skabe en ”event” af faglig, pædagogisk og ikke mindst social værdi, og der er intet så motiverende som at éns arbejde bliver taget alvorligt. Så med håbet om, at det lykkes os, at ”give noget igen”: Tak fordi I kom, og ikke mindst tak til alle dem, som har måttet aflyse andre arrangementer, for at kunne være her. 
Vi er opmærksomme på, at koncerten først slutter på den anden side af de yngre elevers sengetid, og overvejer seriøst alternative måder og tider at lave et arrangement med de samme kvaliteter på. Tidsmæssigt er koncerten ”barberet ned” til ”det nødvendige” og lærerne tager naturligvis højde for, at de små har været længe oppe, dagen efter. Men har man børn i de små klasser og måske små søskende med, kan det selvfølgelig være en mulighed at gå i pausen.
Formålet med dette ”forårskoncertsbrev” er dels, at I kan bruge den uundgåelige ventetid mellem numrene til at få lidt orientering om musikundervisningen i almindelighed og indslagene i særdeleshed. Dels at imødekomme undervisningsministeriets krav om evaluering[i]. Brevet omhandler kun de programpunkter, jeg, Knud Kalnæs, har stået for.
En af de skolesituationer, hvor en side af musikundervisningen naturligt evalueres, er forårskoncerten. Jeg vil som et lille eksperiment prøve at synliggøre og dokumentere denne evaluering. Derfor vil jeg bede jer om at bruge ventetiden til at læse omstående og besvare spørgsmålene sidst i brevet. Har I i øvrigt kommentarer, er I velkomne til at sende dem til mig på kk@aada.dk . Mine overvejelser over resultatet af evalueringen vil senest 16/5 2008 være at finde på skolens hjemmeside.
Som jeg har skrevet i indbydelsen, er forårskoncerten en mulighed for at se og høre noget af det, vi beskæftiger os med i musikundervisningen på Ådalskolen. Situationen, hvor klasserne skal optræde for hinanden og  en masse voksne, er naturligvis speciel: Med udsigten til at skulle bruge produktet til noget stort og betydningsfuldt, holder koncentrationen og tålmodigheden – i hvert fald fra 3. Klasse og op – lidt længere, og vi har mulighed for at hæve noget af det, vi laver til daglig - øvelser, lege og ”sessions”  - op til et lidt mere færdigt niveau, hvilket igen smitter positivt af på entusiasmen og fagligheden i den efterfølgende dagligdag.
Musikfagets indhold ér andet end øvelser, leg og performance. Det er også et videns- og kulturfag. Men i den børne-pædagogiske praksis oplever jeg klart, at eleverne har det største faglige udbytte, når disse sider, f.eks. historie, musikhistorie og musikteori, behandles i tilknytning til praktiske faglige aktiviteter. Derfor anskuer jeg primært musik som et aktivitetsfag, hvor vi synger, leger, danser og spiller, og i tilknytning hertil hører og taler om hvad, hvorfor og hvordan vi gør det, og hvordan og hvorfor mennesker alle steder og til alle tider har gjort og gør det. Hvordan dette i praksis går for sig, er enhver velkommen til at komme og opleve ved besøg i musiktimerne.
Valg af materiale til musikalsk optræden er altid en satsning. Det skal være vedkommende og meningsfuldt for eleverne og have et seriøst fagligt indhold. Det skal være så svært, at eleverne selv føler de præsterer noget, og samtidigt så let, at de kan gøre det med så megen tryghed, at de ikke paralyseres. Der skal både være en kollektiv og en individuel oplevelse af anstrengelse og succes, hvilket vil sige differentiering eller i det mindste mulighed for deltagelse på flere niveauer. På det mest grundlæggende plan kan det f.eks. i korsang betyde, at eleverne skal kunne deltage på en differentieringsskala gående fra at være den, der sætter tonen og som de andre kan bruge som model og støtte, til at være den, der lige akkurat kan deltage båret af fællesskabet, de fagligt dygtigere elever og læreren.  På det mere avancerede plan kan det handle om at vælge materiale, som kan arrangeres, så stemmer mm. passer til elevernes individuelle musikalske formåen. Disse faktorer skal opvejes i forhold til, hvor lang tid det materiale, man vælger, kan bære uden at blive kedeligt. Man skal helst lige akkurat kunne blive færdig til koncerten, og situationen med publikum på skal helst udnyttes maksimalt: Man skal løfte det fagligt, socialt og performancemæssigt tungeste, man kan. Men man må under ingen omstændigheder tabe det, så et materiale med niveaumæssige ”retræte-muligheder” er bestemt også en fordel!
Endelig er enhver live-performance jo et sats: Vi har arbejdet med dette her i flere uger, og nu skyder vi det af på fem minutter. Nervøsitet, angstens sved og klappen, der går ned… Vi skal prøve at styre det og hele tiden huske, at det bare er for sjov.
I de arrangementer, som de respektive klassetrin har arbejdet med, skulle ideelt kunne ses en progressiv udvikling mht. samarbejde, strukturel kompleksitet og bevidst performance udover det rent musikalske med alt, hvad det indebærer. Selvom det, vi viser, er et produkt, er selve elevernes optræden jo samtidig en meget væsentlig proces. Produktet skal med andre ord ikke mindst evalueres på, hvordan eleverne selv oplever deres produkt, mens de skaber det. Det er således f.eks. mindst ligeså vigtigt, at eleverne selv kan høre sangen, som at publikum kan. Det kan indimellem give nogle modsatrettede interesser at skulle varetage med de begrænsede ressourcer, vi har. - Øresneglen er jo ikke kun til pynt i X-faktor… Men dette her er altså pædagogisk, og så skal vi have lov at danse, selvom det går ud over lydsætningen…
1. A har danset ”anemonemand og –kone”-dans, ”drikke regndråber med tungen”-dans og ”se min numse”-dans. Vi har klappet og trommet og improviseret spørgsmål og svar på xylofonerne. Det har jeg så sat på en form, hvor rollerne skifter fra vers til vers. Nu håber jeg ikke plads-skiftene kommer til at tage for meget af koncentrationen. Men pladsskiftene er i øvrigt en højst relevant strukturel udfordring i indskolingsammenhæng, hvor det jo i den grad handler om at fungere individuelt i en stor gruppe.
1. B spiller på klokkespillene tre forskellige faldende skalaforløb efter hinanden, hvilket er strukturelt overskueligt og i dette tilfælde fungerer som mellemspil på ”Kludedukken Karoline”’s akkorder. Men da vi så lige havde prøvet at spille det som andenstemme til sangen, blev jeg nærmest nødt til at prøve også at indarbejde det i vores optræden. – Helst så alle også kunne prøve at spille andenstemme til koncerten. I skrivende stund ved jeg dog endnu ikke helt, hvordan det skal organiseres og om det kan blive…
2. klasse synger en sang i 3-delt taktart (vals, som en af eleverne selv sagde). Deres unisone mellemspil på klokkespil er ikke bare en faldende sekvens, men to variationer over en melodisk figur, som slutter på en længerevarende tone. De har været meget koncentrerede og positive under arbejdet med sangen. I sidste time satte vi også nogle illustrende fakter til teksten. Om vi når at få det med til koncerten finder vi ud af, når vi skal prøve på scenen.
3. klasses elever har alle i klasse-øve-sessions på klokkespil prøvet at spille de to stavspilstemmer, som tilsammen udgør den gennemgående instrumentale figur i Stings ”Every breath you take”. De, der er endt med at spille solo på xylofoner har alle haft klokkespil med hjemme at øve sig på, så de fik lært at flytte figuren hurtigt nok mellem de forskellige akkorder. Teksten vandt pænt gehør og en del syntes, det var fedt, at de kunne genkende melodien. Bassen (Mark), guitaren (Karl-Emil) og keyboarded (Sofie) bærer harmonierne og blokfløjten (Mads K.) har sammen med metalofonen en solo efter C-stykket. Sangen er lagt ret dybt (C-dur af hensyn til xylofonerne), og det var svært at høre sangerne, hvis motivationskurve undervejs var for nedadgående. Det hjalp gevaldigt, da vi satte syv sangmikrofoner op. Og de brugte faktisk mikrofonerne usædvanlig godt med sans for balancen i helheden. Det bliver meget spændende at se, hvilket omfang de kan og tør det på scenen!
4. klasse skulle have noget med noget aktion til alle og noget udfordring til nogle dygtige instrumentalister. For syv år siden lavede jeg en sang til en rigtig god 5. Klasse, som 4. klasse heldigvis efter en præsentation i små bidder og lidt nølen tog til sig. Instrumenteringen er ændret og ”rollerne” fordelt, så kun bassen (Thomas) spiller hele vejen igennem, mens fingerspilsguitaren (Martin) får en pause efter en lang serie udvidede akkorder i intro/mellemspil, hvorefter rytmeguitarerne (”The Sebastians”) tager over. I det rab-verset spiller Martin igen, hvorefter klaveret (Frederik) tager over i Rhytm’n blues-stykket, hvor danser/sangerne har deres skænderi. ”Avra for Laura”-temaet i intro/mellemspillet spilles af en forvrænget lead-guitar (Magnus). Rap-soloerne er ret svære og til dels indholdsmæssigt grænseoverskridende, men heldigvis var Cecilierne, Alberte og Simone samt Lukas og Frederik friske. De rapper i nævnte rækkefølge. Jeg spiller trommen og hjælper med at styre de ret voldsomme rytmeskift undervejs.

For det meste er jeg ligesom de andre          
For det meste er de andre li´som jeg            
Skønt vi hedder hver sit navn og ser forskellige ud
Og en er kløgtig, en er sjov, en er sej             
En er stærkest, en er dig og en er mig.
 
For det meste er vi glade for hinanden
For det meste går vi glade hen og hjem
For det meste er de fleste li´så søde som mig
Det´ lidt med forskel, op og ned, hvem er hvem?
Men jeg tror ikke jeg ku´ leve uden dem

5. klasse ville lave noget på engelsk. Jeg havde to vikartimer i Engelsk for Gry og lod dem høre og  i grupper oversætte teksten til 6 mulige numre. De sang Chaplins “Smile” gribende smukt, men det var Stings jazzede ”englænder-alien i den amerikanske storby”, der var mest stemning for. Teksten havde oplagte muligheder for dramatisering, hvilket i sig selv er en ”faglig disciplin”, men også giver sangerne et større og mere varieret indhold at arbejde med, når instrumentalisterne skal øve igen og igen. Vers og omkvæd kører i en rundgang på nogle få akkorder, så der var mulighed for at genbruge musikalske fraser, men hele instrumenteringen og stilen er meget løs, improviserende på et reggae-grundbeat med swingende sekstendedele, og det kunne blive meget svært at holde sammen på, hvis det skulle ligne originalen en lille smule. Jeg havde en altsaxofon (Signe), to guitarister (Mads og Simon), to pianister (Adrian og Victoria) to violiner (Jakob og Benedigte J.) og en trommeslager (Mathias), som gerne ville og helst skulle have noget at arbejde med, men sopransaxofonisten, pianisten og trommeslageren på originalen er jazz-virtuoser, som improviserer frit fra leveren gennem hele nummeret, hvorimod der ikke er nogen violiner, så der var en arrangementsmæssig udfordring i at modificere og lave nogle ”strums”, der lød frie og kommenterende uden at blive halsbrækkende svære at holde styr på rytmisk. Jeg har i perioder undervejs gruet for, om vi nåede at få samling på det – også det dramatiske – og Mads har f.eks. nået at få tre udgaver af walkingbas-fraserne i mellemstykket. Men eleverne er dygtige, tålmodige og meget engagerede, og i fredags sad helheden i skabet ovre i ”Ulven”! – Nu håber jeg bare, at jeg på scenen kan få lavet lyden, så man både kan høre alle instrumenterne og sangerne, selvom de myldrer rundt mellem hinanden, mens de synger.
 
Englishman in New York (DANISH EDITON)
1.       Jeg drikker ikke kaffe,men jeg drikker gerne min te, min skat. Jeg vil gerne have min toast ristet på den éne side. Og du kan høre på min accent, at jeg er en englænder i New York.
2.       Se mig gå ned af Fifth Avenue. Jeg går med en stok ved min side. Jeg tager den med mig hvor end jeg går. Jeg er en englænder i New York.
3.       Jeg er et fremmed væsen, -  et lovligt rumvæsen. Jeg er englænder i New York..
4.       Hvis ”manérgøren” som nogen sagde. Så er han dagens helt, men det tager det en mand at lide at blive ignoreret og smilet. Vær dig selv uanset hvad de siger.
5.       Beskedenhed og berettigelse kan lede til berrygtelse. Du kunne ende helt isoleret. Blidhed og ædruelighed er en sjælden ting i dette samfund. Om natten lyser stearinlys stærkere end solen.
6.       Det kræver mere end kampudstyr til at skabe en mand. Det kræver mere end en licens til en pistol. Konfronter dine fjender. Undgå dem, når du kan. En gentleman vil gå, men aldrig flygte.
Peter, Isabella, Kasper og Søren - Forkortet KK.
 
”Golden Key” er fire elever fra 5. Klasse, som Gry startede et sammenspilshold for. Der er til lejligheden koblet 3 sangere fra klassen på.
”Slippers” er det meste af sidste års Ådalskole-rockband. I år har jeg haft dem under Dalum Ungdomsskole. De er elever fra Ådalskolens 8. Klasse med undtagelse af trommeslageren, som har gået i vores 9. Klasse.
”Golden Key” og ”Slippers” vil i øvrigt kunne høres på Bellinge Butikstorv lørdag d. 31/5 2008, hvor fire af Ådalskolens niendeklasseelevers band i Dalum ungdomsskole ,”Airwishing on the blues”, også vil spille.
Odense Musikskole, som ved forårskoncerten er direkte repræsenteret med Ådalskolens kor, har sit eget liv og holder selv forårskoncert(-er) for instrument-eleverne på Ådalskolen. Men det skal pointeres, at stort set alle de elever i klasser og bands, der har spillet i aften, har lært at spille i musikskolen, ligesom musikskolelærerne i mange tilfælde har været deres elever behjælpelige med indstuderingen af deres stemmer til forårskoncerten. Tak for det.


[i] Da vi er en fri skole, er de krav, der stilles til os mht. evaluering og offentliggørelse af samme, ikke så firkantede, som dem der stilles til folkeskolen. Vi kan i vid udstrækning selv definere evaluering og vælge måder og midler. Men skal vi bevare denne frihed, nytter det ikke, at gøre ingenting. I givet fald vil vi uden tvivl snart blive underlagt de samme formelle krav som folkeskolen, og blive tvunget til at bruge en masse tid og energi på dikterede rapporter og dokumentation. Det er tid og energi, som må tages fra skolen og eleverne, og som kan gøre det mindre meningsfuldt og mere surt at være lærer. I praksis går der ikke mange skoleminutter uden evaluering på et eller andet plan. Det kan vi udnytte ved at synliggøre det og hæve planet. Jeg er ikke blevet dummere af de overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med formuleringen af dette brev, og selvom formålet og formen kan og må diskuteres, er jeg sikker på, at jeg også bliver klogere på et eller andet ved at analysere besvarelserne.